Børn lærer om affald og ressourcer ved at røre ved det

29. okt 2018, 16:00

Besøg på genbrugspladsen er en fast bestanddel i Skanderborg Kommunes projekt ’Bæredygtighed i børnehøjde’. Mens børnene fra Børnehuset Bakketoppen lærte om affaldssortering i Værdiparken, fulgte et tv-hold fra Singapore med på sidelinjen.  

”Hvad laver man papir af?”

”TRÆÆÆÆ!”

”Må man smide papir ud sammen med det andet affald?”

”NEEEEEEJ!”

Engagementet fejler ikke noget, og børnehavebørnene har tydeligvis helt styr på, hvilken affaldsbeholder man skal putte papir i, for at det kan blive til nyt papir.

Denne torsdag formiddag er en gruppe børn fra Børnehuset Bakketoppen på besøg i Værdiparken til den store rundvisning på pladsen. Der bliver kigget nærmere på elektriske hækkeklippere, papirbjerge, dåser og stegepander af aluminium. Ting, som børnene kender hjemmefra, men som de nu får lov at se, hvor bliver af, når de er smidt ud.

Genbrugsvejleder John Teglgaard formår at fastholde interessen hos den lille trup af gule veste i over tre timer. Ved skiftevis at fortælle, spørge og lade børnene røre ved tingene.

”De er jo virkelig nysgerrige. Det er fedt. Det gode er også, at når jeg har givet dem nogle simple tommelfingerregler om sortering, går de hjem og fortæller det videre til deres søskende og forældre”, siger John Teglgaard.

Fremtidens forbrugere

Det er for flere af børnene ikke første gang, de hører om emner som genbrug og bæredygtighed.  I Skanderborg Kommune har projekt ’Bæredygtighed i børnehøjde’ kørt i tre år med stor succes. Susanne Skårup, klima- og energimedarbejder i Skanderborg Kommune, fortæller:

”Børnene er fremtidens forbrugere. Det er vigtigt, at de får gode, miljøvenlige vaner fra start. I emneugerne lærer de en masse om energi, vand og affald. Og det forplanter sig jo til hverdagen i børnehaverne, hvor børnene helt naturligt får fokus på for eksempel at slukke lyset og minimere madspildet.”

Fra Singapore til Skanderborg
At Danmark er langt fremme i skoene, når det gælder bæredygtighed, er nået vidt omkring i verden. Også til Singapore. Derfor er et tv-hold rejst hertil for at skabe en dokumentar om bæredygtighed, og det har foruden et besøg på Samsø bragt dem til Skanderborg og Renosyd.

Tv-producer Emmeline Ong fra Channel NewsAsia er begejstret for måden at formidle affald og ressourcer på:

”Det er inspirerende at se, hvordan børnene får en forståelse af, hvad affald kan blive til, ved at røre ved det. Og positivt, at de derved ikke ser det som noget beskidt eller ulækkert”.

Se mere
TV2 Østjylland var også forbi - se indslaget her: https://www.tv2ostjylland.dk/artikel/boernehaveboern-laerer-om-genbrug-udlandsk-tv-hold-foelger-med