Mere service for samme pris

20. sep 2017, 10:50

 

Renosyd udvider åbningstiderne på genbrugspladserne i 2018. Det betyder, at pladserne i Galten, Ry og Hørning holder søndagsåbent, samt at Odder genbrugsplads og Værdiparken i Skanderborg kan besøges på alle forårets helligdage. Serviceudvidelsen vil ikke kunne mærkes på kundernes pengepung.


Tirsdag d. 19. september 2017 godkendte Renosyds bestyrelse budgettet for 2018. Med godkendelsen bliver udvidelse af åbningstiderne på genbrugspladserne i Renosyds område en realitet. I praksis betyder det, at der i 2018 etableres søndagsåbent på pladserne i Ry, Galten og Hørning. På de to store pladser i Odder og Skanderborg vil der fortsat være morgenåbent fra kl. 7, og der vil som noget nyt være åbent på alle forårets helligdage. Samtidig får erhvervskunder en mere fleksibel adgang til genbrugspladserne, hvor en abonnementsordning kombineres med mulighed for at betale for enkeltbesøg. ”Med udvidede åbningstider møder vi et ønske, vi ved eksisterer blandt Renosyds kunder” siger Renosyds bestyrelsesformand Kristian Skovhus.


Det godkendte budget ændrer ikke overordnet på de gebyrer, der opkræves hos kunderne, hvor ingen husejere vil opleve prisstigninger i 2018.


”Vi har godkendt et flot og ambitiøst budget for 2018, der i den grad kommer Renosyds kunder til gode” siger bestyrelsesformand Kristian Skovhus, og konstaterer med tilfredshed: ”De får mere service for de samme penge. Gebyrerne holdes i ro. Faktisk er det Renosyd opkræver ved kunderne i 2018 på niveau med det, vi opkrævede tilbage i 2011”.

Gebyret for affaldshåndtering vil i 2018 for en parcelhusejer med de almindeligt anbefalede ordninger ligge på omkring 2300 kr.


Renosyds direktør Annemette Fuglsang er også glad: ”Vi har de senere år haft fokus på at udvikle Renosyd mere forretningsorienteret, og vi har opnået en effektivitetsforbedring i størrelsesordenen 5%. Jeg glæder mig meget over, at det nu udmønter sig i, at vi kan opfylde et stort kundeønske, uden at det koster ekstra”.


Kontakt
For yderligere information omkring denne pressemeddelelse kontaktes:
Bestyrelsesformand Kristian Skovhus på e-mail kristian.skovhus@skanderborg.dk, telefon 40 23 70 43 eller Direktør Annemette Fuglsang på e-mail af@renosyd.dk, telefon 86 52 52 11.