Renosyd har 40 års jubilæum

23. sep 2019, 06:00

Mød i jubilæumsugen ”affaldskunst” i Værdicentralen, hjælp gode genbrugs-initiativer eller most dine æbler fra haven på genbrugspladsen i Odder og i Værdiparken i Skanderborg.

 

Jubilæum i Renosyd

Fra mandag d. 23. september til søndag d. 29. september holder Renosyd jubilæumsuge, og sætter fokus på 40 år med affald. Hvad er der sket i Odder og Skanderborg Kommuner på de 40 år?

Vi har fået genbrugspladser, vi har fået et kraftvarmeanlæg, vi har fået sortering og vi har fået nogle ansvarsbevidste kunder. Fra mandag d. 23. september kan man læse mere om rejsen, se filmen her på siden, og møde Renosyds glade medarbejdere ude på pladserne, i telefonerne, i genbrugsbutikken og hvor du ellers render på Renosyd. 

Vores medarbejderne står klar til at takke jer for den flotte indsats.

Se jubilæumsfolderen her - du kan også få den i trykt udgave, hvis du møder os i løbet af ugen.  

 

Aktiviteter i jubilæumsugen

 

TRASH ART i Værdicentralen

Du kan møde billedkunstner Lise Vestergaard i Værdicentralen lørdag d. 28. september (kl. 10-14), hvor hun færdiggør et billede lavet af genbrugsartikler fra Værdicentralen. Nogle af de ting, der bliver smidt ud på vores genbrugspladser, ender på Værdicentralens hylder og giver glæde og værdi for andre. Og lørdag d. 28. september giver det værdi til Lise's kunst, og derefter pengeværdi, når det bliver solgt på genbrugsauktion.dk. Og til allersidst doneres penge fra auktionen til et lokalt genbrugs-initiativ, som gør det godt. 

Som kunde i Værdicentralen kan du i uge 44 være med til at afgøre, hvilket lokalt initiativ, der er det bedste genbrugs-initiativ. Afstemning foregår oppe i Værdicentralen i butikkens åbningstider fra mandag d. 28. oktober til mandag d. 4. november.

 

Most dine æbler fra haven

Medbring dine æbler fra haven, så stiller Renosyd kværn og presser til rådighed. Det foregår i Værdiparken i Skanderborg lørdag d. 28. september (kl. 10-14) og på Odder genbrugsplads søndag d. 29. september (kl. 10-14).

Du skal selv medbringe æbler, opbevaring, samt andet ift. behandling af æblerne. Renosyd stiller kun udstyr til rådighed. 

Vores medarbejdere står dog klar på genbrugspladserne til at hjælpe, hvis I har brug for hjælp. Og har du spørgsmål ifbm. sortering, affald, genbrug eller andet, så svarer vi også på det.👍