Gør plads til tre beholdere i 2024

31. aug 2023, 20:40

I marts 2024 begynder vi at rulle 90.000 affaldsbeholdere ud i Skanderborg og Odder Kommuner. Du får tre beholdere med i alt fem rum til dit sorterede affald. Derudover får du en rød miljøkasse med låg til farligt affald. Den skal opbevares indendørs, i carport, skur el.lign. udenfor børns rækkevidde.

Hvis du bor et sted, hvor I har fælles affaldsbeholdere, er det udlejer eller grundejerforeningen, der vælger, hvor mange fælles beholdere, I skal have.

Beholderskjul til affaldsbeholdere

Mange af jer har i forvejen tre beholdere, da I har taget godt imod den frivillige papir- og papbeholder. Men de nye beholdere rummer 240 liter, og er altså større. Vi anbefaler, at du laver plads til 2,20 meter, hvor dine beholdere kan stå.

De tre beholdere skal stå med minimum 10 centimeters mellemrum. Så har du valgt at etablere et beholderskjul, eller skal du til at etablere et nyt, så anbefaler vi, at du laver plads til 2,20 meter i indvendige mål. På den måde giver det plads til alle tre beholdere inklusiv mellemrum, og vi sikrer, at chaufføren kan rulle dine beholdere ud af skjulet, uden at de kører sammen.

Din nye affaldsbeholder rummer som standard 240 liter, og måler 106 (h) x 58 (b) x 73 (l).

Læs mere om den nye sortering i 2024