Gør som Ib – lav en kvasbunke derhjemme

08. apr 2020, 10:03

Ib Salomons have i Odder er ikke stor, men han sætter pris på fugleliv og biodiversitet. Derfor har han udråbt kroge i haven til at være ukurante. Her må det gerne være lidt vildt.

Kvasbunken er en af Ibs favoritter. Når man har en kvasbunke, behøver man ikke at køre på genbrugspladsen med haveaffald i store mængder:

”Ordet haveaffald er i virkeligheden misvisende. Det er jo biomateriale, som kan starte en hel fødekæde i haven”, siger Ib Salomon, der udover at være haveejer også er formand for Danmarks Naturfredningsforening i Odder.

Ibs kvasbunke er to år gammel. Siden han lagde de første grene og kviste, er bunken blevet hjemsted for små insekter. De trækker småfugle til, blandt andet er gærdesmutten glad for kvasbunker. Det samme er pindsvin, men den indflytter har endnu ikke vist sig.

 

Sådan laver du en kvasbunke
Det er meget simpelt at lave sin egen kvasbunke. Ibs bunke består af grene og afklip fra stauder. Meget af det, han beskærer i haven i løbet af året, ryger også oven i bunken. Det bliver til en stor dynge, som langsomt nedbrydes til jord, ikke i helt samme takt, som Ib læsser på, men i naturens eget tempo.

Kan du godt lide tanken om det liv, som kvas kan give din have, men bryder du dig ikke om synet af en brun bunke, har Ib endnu et tip:

”Hvis man sår sommerblomsten tallerkensmækker rundt om bunken, vil kvaset hurtigt blive dækket af grønne blade og flotte, gule og orange blomster, som man endda kan spise”, lyder rådet.

Kvashegn
Har du større ambitioner med dit kvas? Så se, hvordan du laver et flot kvashegn