Frivillige efterlyser genbrugstræ til lokalt projekt

11. nov 2020, 08:56

 

Borgere i Galten-Skovby kan hjælpe det lokale minigolf-center med at indsamle genbrugstræ. Træet skal bruges til det nye, flotte udeareal i forlængelse af minigolfbanen. Indsamlingen foregår på den lokale genbrugsplads.

Genbrugsbrædder skal bruges til forskalling af en støbt mur, der indrammer det nye overdækkede udeareal hos Galten-Skovby Minigolf Center. Det kræver store mængder brædder, og derfor er Renosyd gået ind i projektet for at hjælpe med at få indsamlet nok genbrugstræ.

”Vi samarbejder meget gerne med lokale initiativer, som vælger at sætte fokus på genbrug og bedre forvaltning af vores ressourcer,” siger Finn Sander Jensen, der både er lokal borger i Skovby og bestyrelsesformand i Renosyd.

Renosyd indsamler hvert år mere end 5.000 ton træ ind på deres genbrugspladser i Odder og Skanderborg Kommuner.

Galten-Skovby vil have genbrug
På projektet sidder blandt andet den tidligere betjent fra Galten, Kristian Skovhus. Kristian har i mange år engageret sig i lokale projekter, og det er ikke slut, selvom han har rundet de 76 år.

”Jeg håber, at det nye udeareal bliver til glæde for mange her i Galten-Skovby,” siger Kristian Skovhus og fortsætter, ”og så er jeg glad for, at vi kan tænke genbrug ind i byggeriet.”

Flere byggematerialer skal ifølge Renosyds affaldsplan gå til genbrug, og her er brædder noget af det, der med fordel kan genbruges uden bearbejdning.

Vil du give dit næste bræt til projektet?
På genbrugspladsen i Galten-Skovby kan du aflevere brædder til projektet. Der er placeret en særlig container til brædderne. Henvend dig til personalet, som står klar til at hjælpe.

Følg projektets udvikling på Facebook, Galten-Skovby Minigolf.  

Kontakt
Bestyrelsesformand i Renosyd, Finn Sander Jensen, mail: finn.sander.jensen@skanderborg.dk, tlf.: 23 60 40 25 eller
direktør i Renosyd, Annemette Fuglsang, mail: af@renosyd.dk, tlf.nr.: 30 26 30 60.