Renosyd nomineret til Verdensmålspris

08. maj 2019, 13:20

”Verdensmålene handler om at løse de store udfordringer i verden med fattigdom og klimaforandringer. Og så handler det i høj grad om den kæmpe indsats, gode borgere yder for at passe på verden – bare i det helt nære,” siger Annemette Fuglsang, direktør i Renosyd, affaldsselskab for Skanderborg og Odder Kommuner.

For at opnå holdbare resultater for en bæredygtig udvikling, skal der være balance i indsatsen på de økonomiske, miljømæssige samt lokale og sociale forhold. Renosyds bestyrelse har netop godkendt årsrapporten for 2018, der fremhæver konkrete historier fra alle hjørner af indsatsen.

Social værdiskabelse i Renosyds genbrugsbutik Værdicentralen
Én af Renosyds kerneopgaver ligger i at bidrage til den sociale værdiskabelse. Næstformand i Renosyd Hans Hammann er særligt stolt af det arbejde, man lykkes med i Værdicentralen;

”Med vores genbrugsbutik Værdicentralen har vi skabt lokale arbejdspladser. Mennesker kommer til Renosyd nogle gange med en barsk baggrund. De får en ny chance i Værdicentralen, og det rummelige arbejdsmiljø resulterer i glade og arbejdsparate borgere, der gør en forskel for mere genbrug,” siger Hans Hammann.

Værdicentralen har udover faste medarbejdere haft ca. 25 praktikanter ansat om året siden deres opstart i 2015. Du kan i årsrapporten læse historien om tidligere pædagog Annette, der startede i praktik hos Værdicentralen på 3 timer om ugen. På 6 måneder øger hun sin arbejdstid med 225 %, samtidig med at hun i dag anses for at være en udadvendt og ressourcestærk kollega, hvis initiativer desuden kan ses på butikkens økonomiske bundlinje.

35% flere åbningstimer på genbrugspladserne
I Renosyd sikres effektiviteten i affaldsforretningen ved at have fokus på pris og service.

”Kerneopgaven skal udvikles sammen med borgerne, så de oplever, at de er en del af værdikæden, og så de tager ansvar for deres eget affald. Kunderne har fx efterspurgt mere åbent på vores genbrugspladser, så i 2018 øgede vi antal timer åbent på pladserne med 35%, og resultatet er positivt. I påsken her i 2019 havde vi knap 14.000 besøgende på vores fem pladser!” siger Finn Sander Jensen, bestyrelsesformand i Renosyd.

I 2018 blev der fra d. 8. april af søndagsåbent på genbrugspladserne i Ry, Hørning og Galten-Skovby samt mere formiddagsåbent i Odder og Skanderborg.

Borgere, kommuner og affaldsselskab fælles om løsningen
”Vi kan ikke gøre det alene. De mange gode resultater, vi præsenterer i Renosyds årsrapport for 2018, er resultatet af kundernes flotte indsats og vores arbejde med at udvikle forretningen i en bæredygtig retning. Der er så mange ting, vi kan være stolte af. Prisen, som kunderne betaler, har været den samme de sidste knap 10 år, og det skal den blive ved med. Genbrugspladserne har markant øgede åbningstimer, og genanvendelsesprocenten af de mange tons affald, vi får ind hvert år, bliver ved med at stige.” Sådan siger Annemette Fuglsang om udviklingen i affaldsselskabet, der også i deres affaldsplan slår fast, at borgere, kommuner og affaldsselskab skal være fælles om løsningen.

”Vi skal være fælles om at løse udfordringen med affaldsmængderne og den gode sortering, så motivationen skal ikke bare være i top her internt i Renosyd. Vi tror på at tilbagemeldinger om, hvordan det går med sorteringen, kan medvirke til, at vores kunder også får følelsen af, at det vi gør, rent faktisk betyder noget,” siger Annemette Fuglsang.

Læs Renosyds årsregnskab og gode historier i årsrapporten for 2018.

Dansk Affaldsforenings Verdensmålspris uddeles torsdag d. 9. maj i ODEON i Odense til årsmøde Affald 2019.

 

Tal og fakta for 2018

• Renosyd har indsamlet og behandlet 130.000 tons affald

• 500.000 besøgende på genbrugspladserne i Ry, Hørning, Galten-Skovby, Odder og Skanderborg

• Chaufførerne tømmer hver måned mere end 5000 spande

• Renosyds genbrugsbutik Værdicentralen langer 2,5 tons genbrug over disken ved hver åbningsdag

• Energianlægget leverer varme til mere end 10.000 husstande

 

Kontakt
For yderligere information omkring denne pressemeddelelse kontaktes: Direktør i Renosyd Annemette Fuglsang: E-mail: af@renosyd.dk, telefon: 86 52 52 11, Bestyrelsesformand Finn Sander Jensen: E-mail: finn.sander.jensen@skanderborg.dk, telefon: 23 60 40 25, Næstformand Hans Hammann: E-mail: hans.hammann@odder.dk, telefon: 40 10 45 45.