Renosyd og ILD.PIZZA vil have pizzabakken i restaffaldet

05. okt 2020, 14:36 - Anders Grønborg fra ILD.PIZZA (tv), Henriette Vest fra Renosyd og Younes Deaibes fra ILD.PIZZA (th) vil have alle pizzabakker sorteret som restaffald.

Renosyd har lavet et forsøg med den aarhusianske pizzakæde ILD.PIZZA, med udgangspunkt i deres nyåbnede restaurant i Odder. Målet er, at alle pizzabakker ender i restaffald, når pizzaen er spist.

10.000 pizzaer røg over disken den første måned ILD.PIZZA havde åbent i Odder på Rådhusgade. Renosyds chauffører, som kører i Odder, erfarede hurtigt, at bakkerne i mange tilfælde var sorteret forkert. Det bemærkede man også hos ILD.PIZZA.

”Det er selvfølgelig noget, vi skal handle på. Derfor er vi glade for at samarbejde med det lokale affaldsselskab om nogle konkrete tiltag, der forhåbentlig kan rykke noget i forhold til sorteringen,” siger Younes Deaibes, kommerciel direktør og partner i ILD.PIZZA.

Renosyd har sammen med ILD.PIZZA lavet et forsøg, hvor klistermærker på pizzabakkerne tydeligt kommunikerede budskabet om at sortere bakkerne i restaffald. Pizzabakkerne er nemlig lavet af pap, og mange tror derfor fejlagtigt, at de skal sorteres som pap. Men de skal ikke i pap- og papirbeholderne, da pap, der har været i kontakt med mad, ikke kan genanvendes til nyt pap.

Med et begrænset geografisk område kunne forsøget afvikles hurtigt, og Renosyds chauffører kunne løbende melde tilbage, at konklusionen var tydelig: Det gjorde en forskel.

”Vores chauffører er ofte meget opmærksomme på, hvilke typer fejlsorteringer beholderne indeholder. Og da chaufførerne på Odder-ruten kender pizzabakkerne, var det nemt at holde øje med,” siger Lotte Mørk, chef for drift og udvikling i Renosyd.

30 lokale pizzeriaer rundt i Skanderborg og Odder Kommuner har nu hængt informationsmateriale op, for også at dele budskabet. Og ILD.PIZZA har lige sendt et opråb ud til godt 40.000 e-mailadresser.

Pizzabakken får nyt look
Nu skal selve pizzabakken hos ILD.PIZZA redesignes, så budskabet om korrekt sortering dukker op på toppen af pizzabakken. Ikke længere som et klistermærke, men som et fast tryk på pizzabakken.

”Vi har alle et ansvar for at passe på jordens ressourcer, og vi ønsker i hvert fald ikke, at vores pizzabakker skal være med til at ødelægge det for genanvendelsen af alt det pap og papir, som borgerne i Odder og andre steder gør sig umage for at indsamle,” siger Younes Deaibes fra ILD.PIZZA.

Kan vi nå alle pizzabakker?
Renosyd arbejder for at gå fra affald til værdi, og derfor fokuseres der på de områder, hvor der er plads til forbedringer.

”Pizzabakken har efter endt brug været i kontakt med olier/væsker fra mad, og det hører ikke hjemme i vores pap og papir. Det kan ødelægge de store mængder, som i stedet kunne få ny værdi ved genanvendelse. Og derfor skal vi have fjernet denne risiko, så vidt det er muligt,” siger Lotte Mørk fra Renosyd.

Men det er ikke kun i Skanderborg og Odder Kommuner, at man bøvler med pizzabakken. Hos de fleste andre affaldsselskaber er det en tilbagevendende problemstilling. I Randers Kommune har man også været i dialog med lokale pizzeriaer, for at hjælpe med at informere kunderne om sortering af pizzabakken. Og her viste stikprøver, at det havde en effekt.

Hos Renosyd vil man derfor i samarbejde med affaldsbranchen, pizzeriaer og pizzaelskere sikre, at pizzabakker sorteres som restaffald.

 Kontakt
For yderligere information omkring denne pressemeddelelse kontaktes:
Chef for Drift og Udvikling, Lotte Mørk, e-mail: lma@renosyd.dk, tlf.: 29209292.