Fluer og maddiker
Fluer tiltrækkes særligt af kødaffald, så bind en god knude på posen, hvis du har meget af det.
Hvad kan du selv gøre?
Er du uheldig og har fået uønsket liv i beholderen til madaffald, så fortvivl ej. For det første er fluelarver uskadelige, og desuden kan du selv gøre noget, for at undgå at få dem i din affaldsbeholder.
Helt grundlæggende skal man sørge for, at man binder en god knude på sin pose til madaffald, og sikre, at den slutter tæt. Hvis der er for meget luft i posen, opstår der fugt, og det er fest og farver for sådan en lille fluelarve.
Gode råd til hvad du selv kan gøre:
- luk posen så den slutter tæt om madaffaldet
- bind helst to knuder på posen
- sørg for, at din affaldsbeholder er tør og ren (rengør med vand, kost og knofedt, så kan det smides i hækken eller komposten bagefter)
- smid ikke dine affaldsposer hårdt ned i beholderen, men læg dem, så de ikke går i stykker
- fyld ikke dit rum til madaffald så meget, at låget ikke kan lukkes
- stil med fordel din beholder i skyggen, når det er varmt
- fluer går efter lugten, men der er eksempler på lugte de ikke bryder sig om: eddike, pebermynteolie, eukalyptus og laurbærblade (så hermed givet videre, hvis man har tilbagevendende problemer, og alt andet ikke virker)
Hvad er maddiker?
Maddiker er små larver, der kommer fra spyfluers æg. De udklækkes især i kødaffald. Når vi rammer sommervarmen, sker udklækningen allerede et døgn efter, at fluen har lagt ægget. På en uge vokser maddikerne sig store og fede, og i løbet af 10-12 dage bliver de så til fluer.
Maddiker er på ingen måde sundhedsskadelige, så der sker intet ved at de indtager din skraldespand. Det er højest lidt ulækkert.
Har du det stadig meget svært med maddiker?
Så har du mulighed for i sommeren at bestille ugetømning. På den måde står din beholder ikke så længe med madaffaldet, og dette mindsker også risikoen for maddiker.
Vi vil dog anbefale nogle af de ovenstående råd, før du tyr til denne mulighed, da det koster ekstra at bestille ugetømning.