Gå til sidens primære indhold
Primært indhold begynder her

Hvad skal du gøre med gammel (eller ukendt) kemi?

Har du fundet gamle kemikalier i kælderen, garagen, skuret eller på loftet? Er der krystaller i en gammel flaske, eller er beholderen rusten, utæt eller uden etiket? Så skal du være forsigtig. Nogle kemikalier kan ændre sig, når de får lov at stå. I særlige tilfælde kan de blive ustabile eller eksplosionsfarlige.

Lad derfor beholderen stå, hvis den virker mistænkelig. Forsøg ikke selv at åbne, ryste, flytte eller undersøge den.

Hvornår kan gammel kemi være farlig?

Gamle kemikalier kan ændre sig over tid. De kan blandt andet nedbrydes, tørre ud eller reagere med luftens ilt.

Æter er et eksempel på et kemikalie, der kan danne reaktive peroxider over tid – særligt hvis beholderen er gammel eller tidligere har været åbnet. Andre kemikalier kan også blive ustabile, når de får lov at stå.

Vær derfor opmærksom på gammel kemi, der har fået lov at stå i eksempelvis:

  • Kælder, loft eller bryggers
  • Garage, carport eller skur
  • Værksted eller hobbyrum
  • Skabe med gamle rengøringsmidler, opløsningsmidler eller hobbykemi

Tegn på, at kemi kan være farlig

Lad beholderen stå, hvis du ser et eller flere af disse tegn:

  • Et flydende kemikalie er blevet fast, grynet eller krystalliseret
  • Der er hvide eller sukkerlignende krystaller i flasken, ved låget eller på beholderens yderside
  • Beholderen er rusten, bulet, opsvulmet eller utæt
  • Beholderen mangler etiket, og du ikke ved, hvad den indeholder
  • Det er en gammel metalbeholder, hvor indholdet ikke kan ses
  • Indholdet eller beholderen ser anderledes ud, end det bør

Du må ikke åbne eller flytte beholderen

Hvis gammel kemi virker mistænkelig, må du ikke:

  • Ryste beholderen
  • Skrue låget af eller forsøge at åbne den
  • Hælde indholdet over i en anden beholder
  • Skrabe krystaller af flasken eller beholderen
  • Transportere beholderen til genbrugspladsen
  • Forsøge at finde ud af, hvad kemikaliet er, ved selv at undersøge det

Det kan være risikabelt at røre ved beholderen. Lad den stå, og få i stedet hjælp til at vurdere, hvordan den skal håndteres.

Hvem skal jeg kontakte om farlig kemi?

Er du i tvivl om, hvad et kemikalie indeholder, eller om det kan reagere farligt, kan du kontakte Beredskabsstyrelsens Kemiske Beredskab på telefon 72 85 20 00.

Her kan du få kemifaglig rådgivning døgnet rundt.

Ring 114 til politiet, hvis du ved – eller har en klar mistanke om – at beholderen indeholder farlig, ustabil eller eksplosionsfarlig kemi.

Ring 112, hvis der er akut fare. Det kan for eksempel være ved brand, røgudvikling, lækage, kraftig lugt eller umiddelbar risiko for mennesker, dyr eller omgivelser.

Må gammel kemi afleveres på genbrugspladsen?

Ja, almindeligt farligt affald skal afleveres korrekt på genbrugspladsen eller via den kommunale indsamlingsordning.

Det gælder for eksempel:
• Maling og lak
• Rengøringsmidler
• Spraydåser
• Opløsningsmidler
• Kendte kemikalier i tætte og forsvarlige beholdere

Du må dog ikke selv tage tydeligt ustabile, krystalliserede, beskadigede eller ukendte kemikalier med til genbrugspladsen. Kontakt først Kemisk Beredskab eller politiet og følg deres vejledning.