Alt for meget godt genbrugstøj ender som tekstilaffald

Alt for meget godt genbrugstøj ender som tekstilaffald – det skal vi have gjort noget ved
Hos renosyd oplever vi, at alt for meget brugbart tøj bliver smidt ud som tekstilaffald i stedet for at blive afleveret til genbrug.
Og vi står ikke alene med udfordringen. Samme billede gør sig gældende hos tre andre østjyske affaldsselskaber: Kredsløb, Favrskov Forsyning og Reno Djurs.
Selvom borgerne i både Skanderborg og Odder generelt sorterer rigtig godt, viser gennemgangen af tekstilaffaldet, at beholdere alt for ofte indeholder væsentlige mængder af tøj, der er i fin stand og egnet til genbrug.
Direkte genbrug er langt bedre end genanvendelse
Når brugbart tøj ender som tekstilaffald, mister det chancen for at få et nyt liv hos en ny ejer. I stedet sendes det videre til en ressourcekrævende sortering og behandling, hvor fokus er genanvendelse – ikke genbrug. Det er både mindre klimavenligt og dyrere end at give tøjet direkte videre.
Hos renosyd håber vi, at flere vil være opmærksomme på forskellen mellem brugbart tøj og udtjent tekstil.
“Det er den gamle hullede t-shirt og udtjente tekstiler, der skal i tekstilaffald. Tøj, der stadig kan bruges, har langt bedre af at komme videre til en ny ejer. Når det havner i affalds-flowet, giver det både ekstra sortering, unødige udgifter og en større miljøbelastning,”
Henrik Müller, direktør i renosyd.
Fælles erfaringer på tværs af Østjylland
Kredsløb, Favrskov Forsyning og Reno Djurs melder om samme tendens som renosyd:
Ordningen med husstandsindsamling af tekstilaffald bliver i stigende grad brugt til at skille sig af med tøj, der stadig kan bruges. Selskaberne understreger, at ordningen er skabt for at håndtere ødelagt og udtjent tekstil, ikke tøj i god stand.
Det fremhæves også blandt selskaberne, at direkte genbrug er en af de mest klimaeffektive måder at håndtere tøj på. Når tøj får et nyt liv, spares der både ressourcer, energi og CO₂, og behovet for produktion af nyt tøj mindskes.
Kort sagt: Genbrug belaster langt mindre end genanvendelse – og er den klart bedste løsning, når tøjet stadig er i god stand.
Der er mange muligheder for at give tøjet videre
I både Skanderborg og Odder Kommuner kan borgere nemt aflevere deres brugbare tøj til genbrug.
Blandt andet:
- Genbrugspladserne
- Containere fra nødhjælpsorganisationer
- Lokale genbrugsbutikker
- Digitale platforme til salg og donation af tøj
Hovedreglen er simpel: Sådan skelner du
Brugbart, rent og helt tøj = genbrug
Slidt, hullet eller ødelagt tøj = tekstilaffald
5 gode råd til at sortere korrekt
- Brugbart tøj skal til genbrug – ikke i beholderen til papir, pap og tekstilaffald.
- Sko, bælter, bamser og lædervarer er ikke tekstilaffald – og meget kan stadig genbruges.
- Aflever tekstilaffald i en lukket, gennemsigtig pose.
- Tøj og tekstiler skal være rene og tørre – både til genbrug og genanvendelse.
- Er du i tvivl? Tjek sorteringsguiden her på siden




