Er uheldet ude i det østjyske, og må brandvæsenet nødindkvartere dig, så kan det betyde et potentielt glædeligt gensyn med genbrug, du har afleveret på genbrugspladsen. Østjyllands Brandvæsen har sammen med renosyd opgraderet nødberedskabet med genbrug.

Ekstreme vejrsituationer, katastrofer eller brand kan medføre, at Østjyllands Brandvæsen må indkvartere grupper af borgere, og mens de i brandvæsenet har helt styr på alle de basale ting, så manglede der en sidste brik i puslespillet til at skabe adspredelse i krisesituationer, og den har de nu fundet på genbrugshylderne hos affaldsselskabet, renosyd.

”Vi har haft et ønske om at opgradere vores nødindkvarteringsplan, således at vi på få timer kan indkvartere op til 200 personer, så alle kan få senge, soveposer og tæpper”, lyder det fra beredskabsinspektør, Jesper Hansen fra Østjyllands Brandvæsen, der uddyber:

”Men sidder du fx i en sportshal uden strøm og telefoner, så begynder du at kede dig på et tidspunkt, og der kan opstå et behov for underholdning og adspredelse, og det ville vi også gerne kunne tilbyde i en nødindkvartering, som i værste fald kan vare i flere dage”, siger han.  

Og det er altså her, at genbrug kommer ind i billedet.

Hos renosyd har man i en periode indsamlet en række genstande fra Værdicentralen i Skanderborg, som er en af selskabet to genbrugsbutikker. I første omgang er det blevet til to fyldte flyttekasser, som nu er overdraget til brandvæsenet, som en del af et nyt samarbejde.

Indholdet i kasserne rummer legetøj og aktiviteter til alle aldre. Her finder man fx puslespil, legetøj, perleplader, bamser, strikketøj, musikinstrumenter og læsestof i form af bøger og gamle Anders And blade.

Kasserne bliver nu pakket ud hos Østjyllands Brandvæsen og lagt klar sammen med det øvrige beredskabsudstyr, hvorefter det vurderes, om der skal indhentes yderligere genbrug fra renosyd.

Bliver forhåbentligt ikke brugt

I en tid hvor hundredårshændelserne har mistet tidsfornemmelsen, og hvor verden føles usikker, er der stort fokus på at ”preppe” til potentielle kriser og katastrofer.

Men hos Østjyllands Brandvæsen forventer man nu alligevel ikke, at genbrugseffekterne i nødberedskabet bliver flittigt brugt.

”Det her er effekter, som måske bliver brugt 0-2 gange”, anslår Jesper Hansen og fortsætter:

”Netop derfor tænkte vi, at det var en god idé at finde nogle gode brugte ting – i stedet for at købe nyt”.

Og den tanke, kunne man kun bakke op om i renosyd:

”Det er oplagt også at tænke bæredygtighed ind i beredskabet, så vi ikke også her bare skaber merforbrug og flere problemer for vores klima og miljø”, udtaler direktør i renosyd, Henrik Müller, der samtidigt understreger, at han er begejstret for at kunne hjælpe det lokale kriseberedskab, og at der er mere genbrug, hvor det kommer fra, hvis det bliver nødvendigt.