Fra den 1. oktober 2025 gælder der nye regler for emballageaffald i Danmark. Det betyder, at det nu er producenterne – altså de virksomheder, der sætter emballager på markedet – som har ansvaret for, at affaldet bliver håndteret og genanvendt.

For dig som borger får det to væsentlige konsekvenser:

  1. Priserne i butikkerne kan stige. Producenterne skal betale for behandlingen af emballageaffaldet, og den udgift vil de fleste virksomheder lægge oven i prisen på deres varer.
  2. Renovationsgebyret falder ikke yderligere. Mange vil høre, at affaldsgebyrerne i kommunerne bliver lavere, fordi producenterne nu betaler en del af regningen. Hos renosyd har vi dog allerede indarbejdet denne besparelse, da vi ændrede gebyrerne i forbindelse med indførelsen af de 10 affaldsfraktioner i 2024. Det betyder, at vi de seneste år har opkrævet mindre end vores reelle omkostninger og i stedet brugt af vores opsparing. Derfor vil du ikke opleve et yderligere fald i resten af 2025 eller i 2026.

Selvom du altså ikke ser en gebyrnedsættelse nu, kan vi glæde os over, at vi fortsat er blandt de selskaber i Danmark med de laveste renovationsgebyrer – samtidig med at vi sikrer en mere cirkulær og ansvarlig håndtering af emballageaffaldet.

Har du yderligere spørgsmål til producentansvar eller dit affaldsgebyr er du velkommen til at kontakte renosyds kundeservice.