Pilotprojekt i Ryparken viser nye veje

Mange boligforeninger spørger os: Hvordan får vi beboerne til at sortere affaldet bedre – især i etageejendomme med fælles beholdere? Her er Ryparken i Skanderborg et aktuelt eksempel på, hvordan man kan gribe det an i praksis.

Kendt udfordring i etageejendomme

I etageejendomme med fælles containere ser vi generelt flere fejlsorteringer end i områder med individuelle beholdere ved den enkelte husstand. Det er ikke så mærkeligt. Har man båret sit sorterede affald ned fra 4. eller 5. sal og møder en fyldt beholder, er det de færreste, der går hele vejen op igen – og nogle vælger i stedet at bruge ”den første og bedste” container ved siden af.

Det er præcis den udfordring, vi arbejder med i et pilotprojekt i Ryparken i Skanderborg.

Ny sorteringsgård – beboernes egen lille genbrugsplads

I torsdags var der liv og aktivitet i Ryparken, hvor vi sammen med beboerne, bestyrelsen i Ryparken, Skanderborg Andelsboligforening og ”Fælles Om” fejrede åbningen af en ny sorteringsgård og de nyindrettede affaldsøer. Her får beboerne deres egen lille “genbrugsplads” midt i boligområdet – med korte afstande og overskuelige løsninger.

Sorteringsgården er indrettet, så det bliver både lettere og mere intuitivt at sortere rigtigt. På sigt er tanken, at gården i hverdagen skal passes og plejes af frivillige beboere med støtte fra renosyd. Det skal være med til at skabe lokalt ejerskab og en synlig, daglig opmærksomhed på sortering.

Affaldsevent og konkret demonstration

Åbningen blev markeret med et affaldsevent for både børn og voksne. Børnene deltog i aktiviteter og viste, at de allerede har godt styr på affaldssortering – og de var hurtige til at spotte fejl, da vi sammen kiggede nærmere på indholdet i en af beholderne.

Et af højdepunkterne var, da vi vendte en papircontainer på hovedet som en praktisk demonstration. Her dukkede der både madaffald, plast og metal op mellem papir og pap. Det illustrerede meget tydeligt, hvorfor der stadig er brug for dialog, undervisning og bedre rammer for sortering – også når viljen er der.

Hvad kan andre boligforeninger lære af Ryparken?

Formålet med pilotprojektet i Ryparken er at finde konkrete løsninger, der kan bruges i andre boligafdelinger med lignende udfordringer. Projektet skal blandt andet give svar på:

  • Hvordan påvirker en centralt placeret og hyggeligt indrettet sorteringsgård sorteringskvaliteten?
  • Hvilken forskel gør det, når beboere selv er med til at passe området?
  • Hvilke greb virker bedst, når man vil ændre sorteringsvaner i tætte boligområder?

Når vi har høstet de første erfaringer og data, er målet at bruge dem til at forbedre affaldssorteringen i andre boligforeninger i renosyds område.

Overvejer I nye løsninger i jeres boligforening?

Hvis I som boligforening eller grundejerforening oplever udfordringer med affaldssortering, er I velkomne til at kontakte renosyd for en snak om mulighederne. Vi deler gerne vores erfaringer fra Ryparken og rådgiver om, hvordan I kan:

  • indrette mere brugervenlige affaldsløsninger
  • styrke beboernes viden og motivation
  • sætte gang i lokale initiativer og events om affaldssortering