Mængderne af restaffald er halveret i Skanderborg og Odder
I 2024 udrullede renosyd den nye affaldssortering i Skanderborg og Odder Kommuner. Resultatet er en halveret mængde af det affald, der brændes.
I foråret 2024 fik borgerne i Skanderborg og Odder en ny grøn løsning i deres hjem og i deres indkørsler. Nye affaldsbeholdere og nye vaner skulle køres ind, mere affald skulle sorteres i flere fraktioner, så materialer ikke går tabt og i stedet sendes videre til genanvendelse til glæde for vores klima og miljø.
Og nu er der gode nyheder fra renosyd,
De seneste tal fra affaldsselskabet viser, at der i 3. kvartal af 2024 var halvt så meget restaffald som i samme periode i 2023.
”Det er fantastisk, vi er lykkedes med en halvering af restaffaldet, og der skal sendes en stor ros til borgerne – de har taget rigtig godt imod den nye sortering” siger direktør i renosyd, Henrik Müller.
”Når vi forbrænder restaffald, går materialerne tabt, og så forsvinder vores muligheder for at genanvende dem – så jo mindre restaffald – jo bedre”, siger renosyds direktør.
I 3. kvartal 2023 indsamlede renosyd i alt 4.508 ton restaffald – i 2024 var tallet 2.172 ton. renosyd forventer også, at årets sidste kvartal vil vise et lignende resultat, og at halveringen fortsætter ind i næste affalds-år.
Hvor er affaldet blevet af?
Selvom mængden af restaffald er mere end halveret, betyder det desværre ikke, at borgerne i Skanderborg og Odder Kommuner producerer mindre affald, meddeler renosyd.
”Vi er stadig alt for gode til at lave affald. Men vi er blevet markant bedre til at udsortere det i vores husholdninger. Og det er helt afgørende. Når først materialerne er blandet sammen, bliver de ødelagt og kan ikke bruges igen. Så vi er nødt til at holde tingene adskilt.” siger Henrik Müller.
Størstedelen af det affald, der ikke længere går til forbrænding er madaffald. I 3. kvartal 2024 indsamlede renosyd i alt 1.608 ton madaffald, som nu sendes videre til bioforgasning.
Også plast/mad- og drikkekartoner fylder meget i den nye sortering, hvor særligt mængden af plast har overrasket mange.
”Plastmængderne er store og flere har oplevet fyldte beholdere. Det viser bare behovet for, at vi ændrer adfærd, og at både forbrugere og producenter bliver bedre til at tænke i at minimere affald. F.eks. mindre emballage”, siger Henrik Müller.
Indsamlingen af plast/ mad-og drikkekartoner hos renosyd er i 3. kvartal af 2024 steget med 404 ton i forhold til sidste år. Dette indeholder blandt andet den nye indsamling af mad- og drikkekartoner.
Lokal klimagevinst på 150 CO2-neutrale husstande
Succesen med affaldssorteringen i Skanderborg og Odder Kommuner er godt nyt for klimaet.
Selvom den nye sortering kræver mere kørsel for skraldebilerne, er der en klar klimagevinst.
Ved at brænde mindre affald formindskes udledning af klimagasser fra renosyd svarende til ca. 5.000 ton CO2 om året, det svarer ca. til 150 danske husstandes samlede årlige klimaaftryk.
Herudover er der også en stor klimagevinst ved at materialer kan genanvendes, fordi de ikke ødelægges ved at blive blandet sammen i skraldespanden.
F.eks. sparer vi atmosfæren for over 2 kg CO2, hver gang vi sikrer, at 1 kg metal bliver genanvendt. Det skyldes at opgravning og behandling af nye metaller udleder meget CO2. På samme måde er der en positiv klimagevinst ved alle de forskellige typer materialer, der samles ind til genanvendelse ved alle husstande.
Fakta om klimaeffekt
klimaeffekten af henholdsvis afbrænding af restaffald og genanvendelse af forskellige typer af materialer (forskellen mellem CO2-udledning fra indsamling og genanvendelse af materialer fra affald og brug af nye materialer)