Fra grusgrav til fremtidens genbrugsplads – renosyd har taget skraldet i 45 år
renosyd fylder 45 og kan se tilbage på en rivende udvikling inden for affaldshåndtering og genbrug. Det startede med et deponi, hvor alt røg i ét hul – i dag sorteres der på livet løs, mens renosyd gør klar til at bygge ”fremtidens genbrugsplads”.
Der kan ske meget på et halvt århundrede minus en slat, hvilket det lokale affaldsselskab, renosyd, er et levende bevis på.
For 45 år siden havde man ikke en fælles kommunal affaldsindsamling, så dengang gravede man alt ned i mergelgrave og andre huller i jorden.
Vi er heldigvis blevet klogere i dag, hvor der er langt større fokus på, at vi skal have mest muligt ud af alle ressourcer – og kun nedgrave eller forbrænde, når intet andet er muligt.
Og spørger man renosyd, så ser den lokale affaldsfremtid lys ud;
”Vi er kommet langt med den grønne omstilling siden 1979, og renosyd er bedre rustet til fremtiden end nogensinde”, lyder det fra Henrik Müller, direktør i renosyd, som uddyber;
”I renosyd har vi et tæt samspil med lokalsamfundene i Odder og Skanderborg Kommune. Og det giver nogle fantastiske resultater. Med den nye affaldssortering har vi lokalt halveret vores mængde af restaffald, som sendes til forbrænding. Det vidner om, at vi gør det godt, og at det gør en forskel.”
renosyd fylder 45 år den 13. november 2024.
Et hul i jorden
renosyd blev skabt i en skurvogn i Skårup uden for Skanderborg i 1979, hvor selskabets første opgave var at etablere et fælles deponi. Det skulle forhindre dumpning af affald på marker og i skove samt sikre en fælles kapacitet til borgernes og virksomhedernes affald i de sydlige kommuner i det daværende Århus Amt – deraf navnet renosyd.
Dengang var der en ””ude af øje – ude af sind” mentalitet – og det var først senere efter energikrisen i 70’erne, at man for alvor begyndte at indse behovet for at energiudnytte vores affald”, fortæller Henrik Müller.
Og netop energi- og ressourceudnyttelse kom i gang i Østjylland i 1980’erne.
I 1983 åbnede renosyd Kraftvarmeværket på Norgesvej i Skanderborg, som med to store ovne kunne omdanne borgernes brændbare affald til energi og fjernvarme.
I 1989 åbnede renosyds første genbrugsplads i Skanderborg, og siden hen er yderligere fire pladser kommer til i Odder, Hørning, Ry og Galten/Skovby.
”I dag indsamler vi i renosyd op mod 70.000 ton affald hvert år, 2/3 dele af det modtager vi på genbrugspladserne. Det inddeles i mere end 50 fraktioner, som sendes videre til genanvendelse. Så genbrugspladserne er en kæmpe succes. Og så er det billigt”, siger Henrik Müller.
renosyd er blandt de billigste kommunale affaldsselskaber i Danmark, og er dermed med til at sikre, at borgerne og virksomhederne i Odder og Skanderborg Kommune har nogle af de laveste gebyrer for affald.
Fra affald til værdi
Næste stop på renosyds affaldsrejse finder vi i nyere tid. Med veletablerede genbrugspladser og en stødt stigende genanvendelsesprocent var der grobund for at gøre endnu mere.
”Vi har altid bestræbt os på at være borgernes og virksomhedernes ”bedste ven” i den del af den grønne omstilling, der handler om at løse ressourcekrisen. Derfor tilpasser og ændrer vi løbende vores aktiviteter og faciliteter. Affald er ikke længere noget, der bare skal forsvinde – det er værdifulde ressourcer, som vi skal sikre, ikke går tabt”, fortæller renosyds direktør.
renosyd fik derfor sloganet ”Fra affald til værdi” – og udlevede det i praksis ved at omdanne den klassiske ”losseplads” til en Værdipark, som åbnede i Skanderborg i 2014.
”Værdiparken er en anderledes genbrugsplads, hvor borgere og lokalsamfund inviteres indenfor til en brugervenlig og cirkulær plads i grønne omgivelser med værdikaffe/-kakao – frem for til en firkantet asfaltplads med containere og en skurvogn”, siger Henrik Müller.
Lige efter, i 2015, åbnede også renosyds første Værdicentral. Det er en socialøkonomisk genbrugsbutik, der sammen med en masse frivillige organisationer er med til at sikre, at ting, der ikke fejler noget, finder nye ejere. Værdicentralen er også med til at sikre, at der skabes lokal værdi i form af penge til velgørenhed og en stor social indsats i samarbejde med jobcentrene. Stedet har været med til at gøre genbrug hipt, og hver dag er der kø foran butikken, når den åbner.
I 2021 åbnede endnu en Værdicentral i Odder.
Fremtidens genbrugsplads
Vi er langt fra i mål med at skabe et bæredygtig samfund uden affald. Derfor er renosyd også i fuld sving med de næste skridt på rejsen. I Odder skal der bygges en ny genbrugsplads. Og den skal ikke bare være en almindelig genbrugsplads.
”En genbrugsplads skal leve i 20-30 år. Og derfor skal den kunne ændre sig og løbende tilpasses de behov, der opstår i samfundet. Alene i Værdiparken i Skanderborg er antallet af forskellige sorteringer steget fra 20 til over 40, siden den åbnede i 2014. Der er kommet et stort behov for at kunne understøtte uddannelse, genbrug og reparation. Og så sker der en meget omfattende teknologisk udvikling i disse år. Derfor skal vi tænke ud af boksen fra starten og inddrage lokalsamfundet.”, siger Henrik Müller
renosyd har derfor allerede samlet et stort hold af lokale aktører til at hjælpe med at designe fremtidens genbrugsplads i Odder – lige fra højskoler og frivillige organisationer til lokale erhvervsvirksomheder, kulturinstitutioner m.fl.
Samtidig går renosyd foran i branchen på en række områder. Blandt andet ved at være det første affaldsselskab til sammen med skoler og landsbysamfund at bygge rekord mange kvashegn samt at udvikle nye AI-drevne værktøjer til borgere og medarbejdere.
”Vi er virkelig godt rustet til fremtiden og kan mærke, at mange kigger mod Skanderborg for inspiration. Og det er virkelig fantastisk med så stor opbakning til vores arbejde og deltagelse i den grønne omstilling, som vi oplever hver dag i renosyd. Det er med til at skabe grundlaget for, at vi gennem endnu flere lokale løsninger kan være med til at sikre, at Skanderborg og Odder er med helt fremme i den grønne omstilling de næste 45 år.” slutter direktøren.
Historisk tidslinje
- 1979: renosyd I/S dannes og etablerer deponi i Skårup
- 1983: Kraftvarmeværk på Norgesvej i Skanderborg indvies
- 1989: renosyd åbner den første genbrugsplads i Skanderborg
- 2014: Værdiparken i Skanderborg åbner
- 2015: Værdicentralen i Skanderborg åbner
- 2021: Værdicentralen i Odder åbner
- 2023: renosyd implementerer ny affaldsindsamling ved husstande med 10 fraktioner
renosyd faktaboks
- renosyd indsamlede 23.090 ton affald fra husstande i 2023
- renosyd indsamlede 45.012 ton affald på genbrugspladserne i 2023
- renosyd har bygget i alt 2,5 km kvashegn i 70 lokalsamfund via projektet Mere Natur – Mindre affald
- renosyd har årligt over 50 unge, praktikanter og folk i jobafklaring, samt over 400 timers samfundstjeneste
- renosyd er affaldsselskab for 90.000 borgere i Skanderborg og Odder Kommune fordelt på 37.000 husstande. Der tømmes 6500 beholdere hver dag året rundt.
- renosyd er et af landets billigste affaldsselskaber – med et årligt gebyr på 3187,5 kr. for en alm. husstand
- renosyd havde 544.000 besøgende på de fem genbrugspladser i 2023 (samme antal som turister, der besøger Bornholm hver år)
- Værdicentralerne og frivillige organisationer afsætter ca. 1000 ton genbrug om året (lige så meget som i Københavns Kommune)